Kvinde i halsjern.
Københavnerne følger med begejstring begivenheden på nært hold.
Billede fra Københavns bymuseum
Dagligliv i København i gamle dage.
| Dagliglivet i 1820.erne har været en kakofoni
af råbende sælgersker, infernalsk larm fra hestetrafikken hen over de
toppede brosten blandet med tilråbene ved de offentlige afstraffelser og henrettelser af kriminelle.
|
Den 2. maj 1823 blev han viet til Caroline Eleonine Just i Trinitatis Kirken. De fik 7 børn. 6 sønner og en datter.
En af sønnerne, Carl Johan Theobald Gräs, blev senere Thoras far.
Vores aner var håndværkere. Jøns Gräs var sukkermøllesvend, sønnen Andreas Georg var gørtlersvend og Carl Theobald snedker og
instrumentmager. Andre københavnere ernærede sig især som skræddere, skomagere, smede, tømrere, murere, bryggere,
brændevinsbrændere og bagere.
Varerne blev solgt fra kræmmerbutikker. Samme branche holdt normalt til i samme gade, skomagerne i Klosterstræde, bryggerne i
Nørregade o.s.v.
Forholdet mellem mester og svend var ikke altid godt. På et tidspunkt førte det ligefrem til arbejdsnedlæggelser med efterfølgende
”Ustyr og Sammenrottelse.” Murer-, tømrer-, skomager- og smedesvende ”have forladt Mestrenes Arbejde, hvorved disse høiligen
ere blevne fornærmede”.
Regeringen skred hårdt ind overfor de strejkende med forbud. Overtrædelse blev straffet med tvangsarbejde.
Hvordan rammerne for vores forfædres liv har været, ved vi ikke, men jeg vil prøve at beskrive dagliglivet i København
omkring 1800 tallet.
Den største og mest larmende del af handelen foregik fra vogne eller boder på byens store torve. Torvebønderne og sælgekonerne
råbte højt, når de forsøgte at få de forbipasserende til at købe netop deres varer. I gaderne lød visesælgernes hæse stemmer,
når de fremførte deres smædeviser og falbød flyvebladenes sensationer.
Larmen blev blandet med trafikken og gav genlyd i de snævre gader.
Alt for mange gader var både uregelmæssige, krumme og smalle. De smalle gader var upraktiske i det daglige. Flere steder var
der ikke plads til en enkelt vogn. Det var ubekvemt og direkte farligt, når en af de utallige brande brød ud. Og ulykker, der
kostede børn og dyr livet, var hyppige. Bystyrets ihærdige bestræbelser for at udvide gader og stræder gav kun langsomt resultat.
H.G.F. Holm. Kronprinsessegade, ca. 1845
Davids samling
Efter den store brand i 1728, hvor 16.000 huse brændte og 15.000 blev hjemløse, var flere gader dog rettet ud og hjørnerne skåret
af, så det blev nemmere at komme rundt.
Branden brød ud i Lille Skt. Clemensstræde ved Vesterport og forvandlede over halvdelen af den gamle by til en rygende ruinhob.
241 huse og gårde i 55 gader blev i løbet af to døgn flammernes bytte.
Trafikken var tæt. De fleste almindelige mennesker gik til fods, når de skulle fra et sted til et andet. Havde man råd, kunne man
lade sig bære i portechaiser, lukkede bærestole, der kunne lejes for en hel dag, eller man kunne nøjes med at betale den fastsatte
takst for én tur.
Finere folk kørte i hestetrukne karosser eller kareter. Gaderne var brolagt med store, runde sten. Passagererne fik en rystetur,
og støjen var overvældende, når de jernbeslåede hjul kørte over de toppede brosten. Andre steder var gaderne blot af jord og blev
ved regn forvandlet til det rene søle.
Det var moderne at blive fragtet rundt i karet. Rakte midlerne eller behovet ikke til at have både hest og karosse, kunne man som
Holberg nøjes med vognen og så leje hesten, når det var nødvendigt. Men det var kun en mindre del af byens befolkning, der havde
råd til den fornøjelse.
Og en fornøjelse var det at slippe for at gå eller spadsere, for det sikreste sted at sætte sine moderne sko, var på de store
tilhugne rygsten midt i gaden. Gaderne var fyldte med skarn, skidt og møg, og fortovene var nærmest ufremkommelige. Brolægningen
var ringe, og nivelleringen langtfra god. Når det regnede voldsomt, var resultatet ofte, at vandet løb ned i kældrene i stedet
for ud i rendestenen.
Stanken var svidende. Beboerne i en ejendoms kælderetage havde sjældent adgang til det fælles lokum. De måtte tage til takke med
en potte, hvis indhold havnede i rendestenen sammen med spildevandet fra de huse, der ikke havde en latringrube. Rendestenen fik
yderligere tilført lignende materialer fra københavnernes mange husdyrhold. Ikke alene fra hestene, men også hønselort og møg fra
de køer, som for eksempel de mange bryggerier og brændevinsbrænderier holdt for at slippe af med affaldsprodukterne på en let
måde – og for at høste en ekstraindtægt på mælken.
Det var forbudt at bruge rendestenene på den måde, men det var immervæk lettere end at transportere gødningen væk.
Uhumskhederne fik ikke københavnerne til at tage renovationen alvorligt. Det påhvilede de enkelte husejere at feje deres stykke
af gaden og samle skidtet i en bunke, som skraldemændene på bestemte tider kunne afhente. Men husejerne var uvillige til at feje,
og skraldemændene overholdt ikke tiderne, så skidtdyngerne fik lov til at ligge i flere dage.
Kriminelle blev halshugget offentligt på skafottet på Nytorv eller hængt i galgen uden for Vesterport. Set med nutidens øjne var
mange af straffene barbariske. Legemsdele, for eksempel ører eller hænder, blev skåret af. Brændemærkning blev brugt, så
forbryderen var genkendelig.
Man kunne blive ”lagt i jern” og sat til tvangsarbejde på Bremerholm. Mindre forseelser som overtrædelse af torvehandel kunne
udløse en tur i halsjernet eller gabestokken. Den spanske kappe, der var en omvendt tønde med hul til hovedet, var ligeledes et
middel til at udsætte lovovertræderen for medborgernes spot og spe. Offentlig piskning, kagstrygning, var en af de mest
almindelige straffe. Den foregik som regel ved en pæl, kagen, i et hjørne på Nytorv. Offeret blev bundet til pælen og fik det
tildelte antal piskeslag på den bare ryg.
Offeret mistede sin hud, som det så malende hed.
Straffene skulle virke præventivt, men da der fortsat var mange misgerninger i form af drab, så strammede man straffene.
Det var ikke længere nok at blive halshugget og lagt på hjul og stejle. Den hårdere straf bestod i, at den dømte på vej til
retterstedet blev ført rundt til byens torve og fem gange blev knebet med gloende tænger, første gang på drabsstedet/gerningsstedet.
Før halshugningen skulle den dømte yderligere have den hånd, hvormed drabet var begået, hugget af. Retten afskaffede ligeledes,
at de dømte blev ført til retterstedet i en ceremoni med en eller flere præster. De måtte heller ikke have en særlig, hvid
klædedragt på, kun de daglige klæder fra fængslet. Hovedet skulle være blottet, de måtte ikke have hat eller hue på, de skulle
vanæres med et reb rundt om halsen, og hænderne skulle være bagbundne. Ydmygelsen blev fuldendt af, at turen rundt i byen skulle
foregå på natmandens vogn, der normalt blev brugt til transport af døde dyr.
Retfærdighedens lugt skulle være stram. Henrettelser, kagstrygning og de andre former for offentlig afstraffelse hørte til blandt
byens bedste forlystelser.
Folk stimlede sammen og fulgte nøje og fornøjet med i den hårdhændede behandling af de vanartede.
Bønder i hovedstaden.
Erik Henningsen, 1887.
Arbejdermuseet.
Lidt historie:
I 1711 døde ca. 1/3 af byens indbyggere af pest.
I 1728 raserede en brand 2/5 af byen. En ny brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807 anrettede store ødelæggelser.
Først efter koleraepidemien i 1853 voksede København ud over voldene med bebyggelser på Nørre-, Vester- og Østerbro.
Kilde: Berlingske Tidende.
Børn blev efterladt i Amaliegade
og
Den Kongelige Fødselsstiftelse.
Johan Arthur Gras Jensen blev født og døbt på Den Kongelige Fødselsstiftelse i Amaliegade:
I 1713 bad kong Frederik IV Københavns bystyre om at oprette en institution, hvor de mange forældreløse hittebørn kunne anbringes.
Han villeikke længere acceptere den bedrøvelige tilstand med spæde børns ombringelse og henkastelse i kanalerne og andetsteds i
residensstaden, og han foreslog derfor, at der blev indrettet et hittebørnshus.
Det var tydeligvis en sag, der lå kongen meget på sinde, og intet blev overladt til tilfældighederne.
På døren skulle man fastgøre så stort et trug, at det kunne rumme et svøbelsesbarn og en klokke. Samtidig skulle truget være
således indrettet, at det kunne drejes ind i huset, når der med klokken blev givet tegn på, at et barn var blevet efterladt.
Så sindrigt behøvede det ikke at være, mente politimesteren. Man kunne nøjes med en tilfældig ejendom, hvor der boede en amme,
og hvor man uden for døren indrettede et leje til spædbørnene. Her kunne mødrene efterlade dem og derefter forsvinde i mørket
i stedet for at slå dem ihjel.
Sådan gjorde man i Italien, mente kongen at vide.
Først et halvt hundrede år senere blev ideen med den anonyme aflevering af spædbørn ført ud i livet.
Det var i Struenses korte regeringstid omkring 1770, men den blev hurtigt opgivet igen efter livlægens fald.
Succesen med kassen til uskyldige børns frelse var nemlig alt for overvældende.
Og ikke mindst kirkens mænd fandt, at det var en direkte opfordring til forargeligt skørlevned, når man blot ustraffet kunne
overlade de uønskede konsekvenser til det offentliges regning og ansvar.
Det var et synspunkt, som direktøren for Københavns fattigvæsen havde fremført en snes år tidligere, da kong Frederik V påbød,
at der skulle indrettes et jordemoderhus, hvor fattige kvinder uden økonomiske omkostninger kunne få lov til at føde hemmeligt
i sikre hænder.
Det ville måske løse problemet med de mange fødsler i dølgsmål, men det ville være en trussel mod den offentlige moral,
mente man i fattigvæsenet. Sådan betragtede kongen ikke sagen, og fra juli 1750 begyndte der at komme børn til verden hos
jordemoder Inger Pedersen i Gothersgade.
Det var begyndelsen til det, som siden hen udviklede sig at blive Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i Amaliegade.
Allerede medens fødeklinikken havde haft adresse i Gothersgade, havde det været nødvendigt at oprette en hittebørns stiftelse
med plads til 24 nyfødte børn, for der var mange af de unge mødre, som efterlod børnene på stedet.
Da der på et tidspunkt blev efterladt så mange spædbørn, at det begyndte at true institutionens økonomi, besluttede man,
at mødrene enten skulle betale et betragteligt beløb eller være tvunget til at tage deres børn med sig.
Kunne pengene ikke skaffes til veje, var der en tredige udvej. De unge mødre kunne tage tjeneste i ammestuen, så længe de havde
mælk. Det indebar, at de udover at passe deres eget barn skulle tage sig af to-tre andre nyfødte, hvis mødre enten var syge eller
simpelthen var døde i forbindelse med fødslen. Og dem var der mange af.
Det kunne opfattes som om, tingene var gået helt galt. Men sådan så man ikke på det i 1800-tallet. Tværtimod kunne man med
stolthed åbent erklære, at ”vor mageløse Fødselsstiftelse gør, at barnemord nu er en uhørt forbrydelse her i staden”.
Fritliggende, kaldte man de kvinder, som ikke betalte for opholdet på Fødselsstiftelsen, og som måtte tage til takke med de vilkår,
der nu engang fulgte med et liv på samfundets bund. Den store institution i Amaliegade havde imidlertid også plads til betalende
klienter, som individuelt kunne købe sig ønskede ydelser i mange forskellige prislejer. Det understøttede selvfølgelig økonomien,
der i øvrigt hvilede på en fast årlig afgift på to rigsdaler for alle heste i København, ”som holdes til pragt, bekvemmelighed og
fornøjelse”. Altså helt efter moderne fiskale betragtninger om beskatning af enhver form for luksus..
Først i 1910 flyttede institutionen til det nyopførte Rigshospital på Blegdamsvej, men endnu ligger Laurids Thurahs pompøse
ejendomme i Amaliegade nr. 23 og 25. Kigger man godt efter, kan man endnu tyde ordene som røber den fantastiske historie, der her
har udspillet sig:
”Kongelige Fødselsstiftelse” og ”Pleyestiftelse for nye fødde børn”.
En barselskvinde ankommer i droske til
Den Kongelige Fødselsstiftelse
i Amaliegade 25.
Foto ca. 1900